Udskiftningen af et større antal udslidte ventiler, som regulerede lufttilførslen til spildevandsrensningen, forventes at give DIN Forsyning i Esbjerg en væsentlig besparelse på både energiforbrug og serviceomkostninger.
Multiforsyningsselskabet DIN Forsyning modtager og behandler spildevand fra borgere og virksomheder i Esbjerg og Varde kommuner. Selskabet råder over flere renseanlæg, hvoraf det største er dimensioneret til 290.000 PE.
Beluftning er en energikrævende process
Ét af trinene i spildevandsrensningen foregår i biologibassinerne, hvor kvælstofforbindelser ved biologisk nedbrydning omdannes til frit kvælstof. Som en del af den biologiske rensning tilføres vandet oxygen ved beluftning, og det er vigtigt med en præcis regulering af tilførslen – både for at sikre, at de biologiske processer forløber mest hensigtsmæssigt, og fordi beluftningen er en af de mest energikrævende processer på rensningsanlægget.
Præcis regulering med spadeventiler
I et større projekt på Renseanlæg Vest og Renseanlæg Øst i Esbjerg stod forsyningsselskabet overfor at skulle udskifte en del udslidte butterflyventiler med elektrisk aktuator. Ventilernes funktion var at regulere luft til anlæggets beluftningstanke. Butterflyventilerne blev skiftet til AVK spadeventiler med LINAK lineære aktuatorer og kontrolboks WCU-BUS. Spadeventiler har en mere præcis regulering end butterflyventiler, hvilket er optimalt i forhold til ventilernes funktion i beluftningstankene. Andre årsager til, at det var netop denne løsning, man valgte i Esbjerg er:
- Det simple og kompakte design af AVK spadeventilerne
- Enkel og let installation
- Lavt energiforbrug, der giver økonomisk drift
- Intet behov for eksterne teknikere til slutindstilling af ventil og aktuator
- Intet behov for after-sales service fra eksterne teknikere
30 AVK spadeventiler leveret til projektet
Forud for projektet blev to ventiler afprøvet igennem et halvt år i en mindre installation i Ribe, og efter en tilfredsstillende testperiode besluttede forsyningen sig for at vælge løsningen til det større projekt i Esbjerg. Det involverede 30 AVK spadeventiler i DN65-200, som i løbet af slutningen af 2016 og starten af 2017 blev leveret af Vatech2000.
Du kan finde dokumentation for AVK spadeventiler med lineær aktuator her.
DIN Forsyning, Esbjerg
DIN Forsyning er et multiforsyningsselskab, der modtager og behandler spildevand fra virksomheder og husstande, producerer og distribuerer fjernvarme, leverer drikkevand og administrerer genbrugspladser og tømning af affaldsbeholdere i Varde Kommune og Esbjerg kommune.