AVK butterflyventiler
AVK tilbyder ét af de største udvalg af butterflyventiler på markedet, som består af centriske butterflyventiler med både løs og fast liner samt dobbelt-excentriske butterflyventiler. Og vi tilbyder selvfølgelig en bred vifte af materialekonfigurationer for hver af disse typer samt enhver form for aktuering. Det betyder, at vi også kan levere de rigtige ventiler til netop din applikation.
AVK har været i ventilbranchen i 50 år. Fra 90'erne begyndte vi at tilbyde butterflyventiler fra Wouter Witzel, som er en velanset producent af centriske butterflyventiler med fast gummiliner. Wouter Witzel blev grundlagt i Holland i 1966 og har siden 2005 været medlem af AVK-gruppen. Samme år indførte vi en helt ny serie af AVK dobbelt-excentriske butterflyventiler, og i 2010 blev InterApp Armaturen Holding AG en del af AVK-gruppen. InterApp blev grundlagt i 1969 og er en velrenommeret producent af centriske butterflyventiler med løs gummiliner. InterApp har produktion i Schweiz og Spanien.
Senest har vi udvidet vores produktprogram til også at omfatte tripple off-set butterflyventiler til industrielle applikationer.
Centrisk butterflyventil med fast gummiliner
Butterflyventiler med fast gummiliner kan anvendes til vakuum, da der ikke er bevægelse af eller slid på lineren. Desuden er ventilen med fast gummiliner velegnet til høje flowhastigheder og driftscyklusser med for eksempel åbning/lukning med få sekunders mellemrum. Butterflyventiler med fast gummiliner bruges typisk over jord, men ventiltyperne med dobbelte flanger er også velegnede til installation under jord. Kan anvendes til applikationer inden for vand, spildevand, gasforsyning, brandbekæmpelse og industri. Læs mere om centriske butterflyventiler med fast liner.
Centrisk butterflyventil med løs gummiliner
Butterflyventiler med løs gummiliner er typisk en omkostningseffektiv løsning til applikationer over jord, hvor udskiftning og vedligeholdelse er forholdsvis let. Lineren kan skiftes uden udskiftning af ventilen, og der er mulighed for linere af forskellige materialer. Kan anvendes til applikationer inden for vand, spildevand og industri. Læs mere om centriske butterflyventiler med løs liner.
Dobbelt-excentrisk butterflyventil
Dobbelt-excentriske butterflyventiler bruges som oftest i vandforsyningen under jord som et alternativ til skydeventiler. Ved installation af butterflyventiler under jord er nedgravningsdybden mindre, og de er typisk mere omkostningseffektive end skydeventiler - især i de store dimensioner. De kan selvfølgelig også anvendes over jorden. Læs mere om dobbelt-excentriske butterflyventiler.
Tripple-offset butterflyventil
Triple-offset butterflyventiler er lavet af højkvalitetsmaterialer, som gør dem velegnede til brug i krævende applikationer hvor ekstraordinær korrosions- og varmebestandighed er påkrævet. Velegnede til industrielle applikationer.